Nadias nye familie

nadias_nye_familie

Nadias nye familie er en børne- og ungdomsroman, der primært henvender sig til piger i alderen 11-13 år. I bogen følger vi Nadia, som går i 7. klasse. Nadia forsøger at finde sig til rette med den nye sammenbragte familie. Det er godt at få en ny familie, men det giver også anledning til blandede følelser, når man skal vænne sig til at bo sammen med nye mennesker, man ikke selv har valgt. Samtidig gør Nadia sig sine første erfaringer med drenge og oplever op- og nedture med håndbolden, som fylder meget i hendes liv.

I bogen tematiseres børn og unges ofte modsatrettede følelser og oplevelser med at flytte sammen med forældres kærester og børn. Som afsæt for historien trækker forfatteren på egne erfaringer og oplevelser med emnet.

Til trods for bogens alvorlige emner er bogen fortalt i en mundret, følsom og varm tone.

Om den første bog i serien, Nadia på vej, hed det bl.a.:

Fortælleteknisk taler historien direkte til sin målgruppe – helt i øjenhøjde med dens bekymringer i livet og med et sprogligt overskud (Fyens Stiftstidende).

Wiedemann er en dejlig fortæller. Sproget er kvikt og mundret (Kerteminde avis).

Bogen er en rigtig fin fortælling om en 12-årig pige, der forsøger at finde sin plads blandt veninder, kærester og morens død (bibliotekets lektørudtalelse).

Finn Wiedemann er lektor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, Nadias nye familie er hans femte roman, og den anden i en serie på tre bøger, som følger pigen Nadia fra sjette til ottende klasse. Yderligere pressemateriale kan hentes på finnwiedemann.dk. Forfatteren kan kontaktes på 2480 0728.